Følelsen af en 1/2 ironman!

– En beretning om min første ½ ironman

“Måneders forberedelse og benhård træning. Planlægning, svømmetider, cykeltider, løbetider og ømme muskler. Endorfin-rus på endorfin-rus. Det har været en fantastisk rejse, hele vejen igennem, både op-nedture, sejre og skader. Alt. Og nu er jeg her. Klar til at kæmpe mig igennem min første halve ironman. Den dag jeg har tænkt på, hver eneste dag det sidste års tid.

Vi er tidligt afsted. Min far og jeg. Min far har lovet at hjælpe til med alt det praktiske, og virker ligeså spændt som mig. Han er sød, trods jeg har vrisset af ham hele morgenen.  Vi må ikke glemme noget, alt skal spille. Jeg har lavet en oversigt over, hvornår og hvad jeg skal nå inden racet går i gang. Jeg er simpelthen så spændt og nervøs. Jeg sætter noget musik i ørene, for at forbedre mig mentalt. Da vi ankommer, parkerer vi et par kliometer fra startområdet, så kan jeg trille ind og få lidt gang i benene.

Vi kommer i god tid, så jeg ryger hurtigt igennem checkin, hvor hjelm og det hele er, som det skal være. Heldigvis har jeg været igennem sådan check tidligere til andre stævner, ellers kunne man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt min billige hjelm er efter ordensreglementet. Men, det er den altså. Heldigvis. Jeg forsætter ind i T1 zonen. Jeg finder hurtigt min plads, som i øvrigt er ret godt placeret. Jeg sætter mine ting op og gennemgår igen og igen, den rækkefølge jeg skal påføre mig tingene i efter svømmedelen. Jeg holder min tidsplan. Jeg skal hele tiden tisse, eller sådan følelses det i hvert fald. Frem og tilbage på toilettet, og hele tiden lige lang kø. Den sidste gang, er køen ekstra lang. Det er enormt frustrerende, for der er ikke lang tid til racestart nu, og her står jeg. Min tidsplan begynder at skride.

Endelig kommer jeg til, og farer efterfølgende ned til min plads, ifører mig våddragten og skynder mig til startlinjen. Jeg ville have været i vandet inden, men det når jeg ikke. Jeg maser mig lidt frem og står nu i vandkanten, ambitiøst placeret mig blandt de forreste kvinder i feltet. Der er få minutter til start.

Jeg tænker tilbage på det forgangne år; gjorde jeg det mon godt nok? Jeg får kuldegysninger. Det er nu, det sker. Storladen musik lyder, mens vi forbereder os mentalt på den prøvelse vi nu skal ud for. Mit hjerte sidder oppe i halsen… og lige pludselig er starten gået… Samtlige kvinder sprinter ud i vandet. Jeg forsøger at følge med så godt jeg kan, og kaster mig i vandet blandt de mange pink badehætter. Vandet er koldt, og jeg panikker mildest talt over alle de mennesker omkring mig. Der er arme og ben OVERALT. Pludselig forstår jeg betydningen af polocrawl. Jeg kan ikke få luft, og hjertet galopere afsted. Jeg forsøger med lidt brystsvømning indtil, at jeg er kommet ud af mængden, men massen forbliver massiv. Jeg bliver simpelthen nød til at ty til crawl nu, ellers bliver det 2 meget lange kilometer. Problemet er bare, at jeg ikke kan få hovedet under vandet; det kolde vand og de mange brandmænd, gør mig rædselsslagen! Inden jeg nåede at tænke mere over det, ryger mine briller af. Jeg fik heldigvis hurtigt sat dem på igen, men fik konstant besvær med, at de tog vand ind. Pokkers! Jeg synes situationen er helt umulig lige nu, og jeg overvejer et kort øjeblik kajakerne, men skyndte mig at kaste tanken bort ”Klap i, stik det hovedet i vandet, og kom afsted!!”. Og, så svømmede jeg. Efter 2. bøje fandt jeg en god rytme, og tænkte alle kroppens bevægelser igennem. Jeg fik god fart på.. lige indtil jeg kiggede op. Pis. Jeg lå stortset alene. Enten var jeg langt bagud, langt foran, eller også var jeg svømmet i den helt forkerte retning. Det sidste viste sig, at være tilfældet. Jeg forsøgte, at sigte min kurs tilbage mod de andre, men det var svært at se bøjen. Bølgerne var høje, så jeg følte at hver gang jeg havde kæmpet mig lidt frem, så blev jeg ”suget” tilbage af en stor bølge. Jeg følte ikke, at jeg rokkede mig en meter. Jeg var omringet af brandmænd, og skovlede dem væk ved hvert armtag. Jeg blev ramt i ansigtet af én, som skulle vise sig at få større konsekvenser for mig. Jeg kæmpede mig tilbage på rette vej, og lige pludselig lå jeg i mængden igen. Jeg fandt et par hurtige fødder at ligge bagved, som heldigvis kunne guide mig i mål.

Op af vandet, stiv af kulde forsøger jeg at kæmpe mig op af de 90 trappetrin inden T1. Mit syn er sløret og øjnene svier. Jeg gnider mig i øjnene, men lige lidt hjælper det. Jeg kan høre min far i det fjerne, heppe på mig, og endnu flere da jeg når T1. Det giver god gejst og jeg forsøger at ignorere det svage syn(Det må blive bedre på cyklen). Jeg bliver hurtig klar over i T1, at jeg trods alle odds, har placeret mig ret godt allerede nu. Jeg farer ud på raceren. Nu starter løbet for alvor. Jeg tager det stille og roligt til en start. Får lidt energi og kontroller pulsen.. Mine øjne løber i vand og jeg synes brillerne virker enorm fedtet, så jeg tager dem af. Men, det viser sig ikke at være brillerne der er noget galt med, derimod er det mit syn, der stadigvæk er kraftigt svækket. Jeg tænker igen, at det må gå i sig selv, så jeg forsøger at ignorere svien og det svækkede syn. Nu koncentrer jeg mig bare om, at træde i pedalerne og komme fremad.

Det går godt, og jeg føler mig faktisk flyvende det meste af turen. Jeg kender ruten ud og ind, så jeg ved lige præcis hvordan energien skal disponeres. Det er en kæmpe fordel. Kilometerne flyver afsted. Jeg ligger med ret godt snit, trods den ellers meget kuperede rute. Jeg roser mig selv til skyerne. Det her er fedt. Med den hastighed er jeg snart i T2, og så er der kun løb tilbage. Jeg ser en god sluttid for mig og får julestjerner i øjnene.. Jeg er ikke til at skyde igennem..

Og dog.. Da jeg runder de 70 km. begynder det at så småt at gå galt. Mit syn forværres yderligere. Og jeg kan pludselig ikke åbne højre øje af bare smerte. Jeg kan ikke styre cyklen, så jeg stopper inden jeg når at styrte. Hvad fanden sker der?!  Efter at have stået stille, i hvad der føltes som evigheder, stopper vandet med at løbe, og jeg kan heldigvis åbne venstre øje igen, og med en hånd for højre, skynder jeg mig at sætte gang i cyklen igen. Det går udmærket, lidt svært at holde balancen, men jeg kommer frem. 3 ophold af denne salgs skal jeg igennem. Jeg er meget frustreret og ca. 5 km før T2, bryder jeg sammen. Jeg græder og græder. Jeg har tabt så meget tid, og jeg kan ikke se noget på højre øje. Jeg begynder at miste troen på at jeg kan gennemføre. Fandens også. Jeg har overskud i kroppen efter 1,9 svøm og 90 km. på cyklen. Det må ikke ske. Jeg bestemmer mig for, at få samaritterne til at se på det når jeg kommer i mål. De må da kunne gøre noget!

Lige inden ruten slutter, står min søde familie flag og banner, huer og hepper på mig. Jeg bliver meget overrasket, rørt og lykkelig over at se dem, så jeg tuder lidt mere.  Jeg er dybt koncentreret om at komme i mål med cyklen. Da jeg når T2, bryder jeg endnu engang sammen i skifteteltet. Jeg hulker og hulker og tårerne løber ned af kinderne. Jeg kan ikke styre mine følelser.. Jeg kan ikke åbne mit øje, og lægen kan ikke gøre noget, andet end at råde mig til at stoppe. Men, det var ikke en mulighed for mig. Hele min familie står derude og venter på mig. De er kommet fra nær og fjern for at se mig, så jeg ville ikke skuffe dem. Jeg hanker op i mig selv og får en forbinding for øjet. Det hjalp. Det kunne give øjet ro, da det blev provokeret af lys og vind. Nu kunne jeg slappe af og fokusere på mit løb. Hvad der skulle tage max halvandet minut i skiftet, blev til 10 minutter.

Ude på løberuten, bliver jeg er dybt fascineret af de mange mennesker, der er mødt op. De klapper og hepper. Samtidig er jeg enormt flov over at komme løbende med sådan et gigantisk plaster for øjet. Jeg løb med blikket fastfrosset i jorden hele vejen mod mål, fokuserede blot på det faktum, at jeg hverken var styret eller havde skadet benene. Alt andet kan man da gennemføre på og jeg havde heldigvis, overraskende meget overskud i benene.

Jeg vidste, at jeg havde tabt alt for meget tid til, at jeg kunne indhente mine konkurrenter. Jeg havde i hvert fald givet dem et kvarters forspring – så markant bedre løber er jeg desværre ikke. De kunne ikke indhentes. Jeg valgte derfor, at tage løbet i stille og roligt tempo. Jeg tog mig endda tid til at tisse 2 km. før mål.

Da jeg spotter målområdet forude, er det en ubeskrivelig følelse, der strømmer igennem mig. Der er fyldt med mennesker og musik. Pludselig har jeg tilbagelagt 1,9m km svømning, 90 km på cyklen og lavede et afsluttende ½ marathon. Jeg gjorde det. Jeg er lykkelig og lettet i de sekunder jeg krydser målstregen. Jeg har vundet en kamp mod mig selv og er stærkere end nogensinde før.”

Det er her var min historie om min første ½ ironman, om hvilke prøvelser og følelser man bliver udsat for. Det er selvfølgelig ikke den hele ironman, men jeg tror på at følelserne er de samme, når man har sat sig et stort mål og gennemfører det. Hvad enten det er et halv eller hel marathon. En halv eller halv ironman. Det handler om at overvinde sig selv og det man troede var umuligt.

PS. Lykkefølelsen varede desværre kun i få minutter, efterfølgende havde jeg svært ved at se tilbage på oplevelsen med glæde, da jeg er meget flov og pinlig berørt over den episoden under løbet med plaster dækkende hele hovedet.. Det så jo meget mere voldsomt ud end det egentlig var.. Jeg var meget flov under hele løbet..Triathleter piver jo ikke. Triathleter er jo seje, stærke, og er ikke til at slå ud.. hvad tænkte de ikke om mig?? Jeg følte mig overhovedet ikke som en sej triathlet, men snarere som en pivskid.. Det havde jeg det rigtig dårligt med – det var jo ikke sådan det skulle være. Derfor fortrængte jeg oplevelsen og først nu et halvt år efter kan jeg se tilbage på det med nogenlunde stolthed. Jeg gav da min familie en oplevelse, og folk lidt at snakke om. Der er ikke noget at gøre ved det… jeg må på den næste år 😀 Og det er faktisk en stor lettelse for mig, at skrive om oplevelsen her. Der går  tusindvis af tanker igennem hovedet under sådan et race.

“If you’re going to make it, your desire for your dreams has to be greater than your fear of failure”